At vokse op som dansker uden danske sprogkundskaber
Min mor er dansk, og min far var canadier. De mødte hinanden i 70’erne i Europa og besluttede at slå sig ned i Canada. Først boede de i Toronto, men flyttede hurtigt til det nordlige Canada, hvor de arbejdede som skolelærere i fjernliggende lokalsamfund. Som par gør, fik de børn — fire for at være helt præcis, hvoraf jeg var den yngste.
Selvom min mor i starten talte dansk til sine børn, fandt hun hurtigt ud af, at det er meget svært at bruge sproget i hverdagen, når ens partner ikke forstår det, og man er omgivet af et andet hovedsprog. Da jeg blev født, var det engelsk, vi blev opdraget i. Ti dage efter min fødsel døde min far uventet, og min mor opfostrede os alene. Vores barndom var på den måde meget danskpræget, da vores eneste forælder var dansker — men vi kunne hverken forstå eller tale sproget. Når vores mor talte i telefon med sin familie i Danmark, lød det som om, hun talte i en magisk kode.
Da jeg voksede op, var jeg meget nysgerrig på vores danske arv, og som teenager begyndte jeg at rejse til Danmark om sommeren for at møde mine fætre og kusiner. Disse rejser gjorde mig kun endnu mere fascineret af min danske baggrund, men jeg indså også, at mine mangelfulde danskkundskaber var en barriere. Ikke kun i den mest basale forstand — som at jeg ikke kunne bestille en kop kaffe — men vigtigst af alt forstod jeg ikke rigtig den danske kultur — min egen baggrund.
Senere begyndte jeg at studere lingvistik på Memorial University of Newfoundland og besluttede at bruge mit danske pas til at rejse til Danmark i et år for én gang for alle at lære sproget. Det var et fantastisk år for mig; jeg studerede hårdt og bestod min danskprøve, inden året var omme. At lære dansk gjorde det muligt for mig at udforske studier i Danmark (jeg endte med at tage både kandidat- og ph.d.-grad i Danmark). Men vigtigst af alt begyndte jeg at forstå min egen arv og kunne for alvor begynde at integrere den i min egen identitet.
Jeg har nu boet i Danmark siden 2009 og har nydt at genoprette forbindelsen til min danske arv. I begyndelsen prøvede jeg at være så dansk, som jeg overhovedet kunne, og nogle gange kom jeg til at underspille mine canadiske rødder. Det gjorde jeg, fordi jeg oplevede smådrilleri om, at jeg ikke var en “rigtig dansker”. Men på et tidspunkt blev jeg meget træt af det, og pludselig indså jeg, at det var en styrke at være en bindestregsdansker. Jeg er jo ikke helt dansker — jeg er dansk-canadier, og det er lige så godt som alt andet.
Jeg deler denne personlige fortælling, dels fordi mange andre oplever en lignende proces, og dels fordi det lægger grundlaget for, hvorfor jeg er så optaget af, hvilket sprog forældre giver videre til deres børn.
At blive forældre
Da jeg selv blev forælder for første gang i 2018, havde jeg allerede arbejdet med børns sprogudvikling i mange år. Alligevel stod jeg med præcis det samme spørgsmål, som mange andre internationale forældre står med, når de får deres første barn: Hvilket sprog skulle jeg give mine børn? For mig var valget klart. Jeg ville tale det sprog, der faldt mig allermest naturligt, og det var selvfølgelig engelsk. Ikke kun fordi det faldt mig mest naturligt, men også med et bevidst ønske om at give min søn – og senere hans søster – en adgangsbillet til en vigtig del af deres herkomst.
Det har været min største fornøjelse at se, hvordan børnene har haft let ved at kommunikere med deres fætre og kusiner, de gange vi har været på ferie i Canada. For dem er det naturligt at skifte frem og tilbage mellem sprogene, og de integrerer deres canadiske rødder så fint i deres egne, unikke identiteter.
Jeg er helt overbevist om, at det er en kæmpe gave at give sit sprog videre til sine børn. Det er min mission at hjælpe andre flersprogede familier med at nå deres mål om at give deres sprog videre til næste generation.