Sprogets politik – om støtten til børns minoritetssproglige udvikling
Jeg voksede op i Canada med engelsk som modersmål, selvom min mor faktisk er dansk. Og det viser sig, at den slags historier er alt andet end ualmindelige. Af forskellige grunde ender børn med indvandrerbaggrund ikke altid med at lære deres forældres sprog – deres herkomstsprog.
For mig var det et enormt tab. Som barn kunne jeg ikke kommunikere med mine fætre og kusiner i Danmark, når vi var på besøg. Senere, da min identitetsbevidsthed voksede, følte jeg mig dybt fremmedgjort fra min danske baggrund. Jeg var dansk statsborger, der ikke talte dansk. Til sidst flyttede jeg til Danmark for at studere og lærte sproget, som mange andre gør – gennem sprogskole og ved at leve i det. Først dér forståede jeg virkelig, hvad jeg havde gået glip af.
Det handlede ikke kun om sproglige kompetencer. Jeg manglede en grundlæggende fornemmelse for dansk kultur og tankegang – præcis den slags, der næsten udelukkende formidles gennem sproget. Det er lidt som at prøve at forklare nogen, hvordan noget smager, når de ikke har nogen smagssans. Og på et mere personligt plan opdagede jeg, at jeg faktisk ikke kendte min mor så godt, som jeg troede. Hun er virkelig sjov på dansk. På engelsk var hun nogenlunde sjov. På dansk er hun hurtig i replikken.
Den erkendelse er det, der bragte mig ind i dette felt. Jeg forsker nu i, hvor mange børn i Danmark der faktisk ender med at lære deres forældres sprog, og hvilke faktorer der spiller ind. Det er let at sige ”forældrene prøvede ikke hårdt nok“ – men jeg er overbevist om, at der er mange kræfter på spil, og at forskningen kan hjælpe os med at forstå dem. Én faktor anser jeg for afgørende, både ud fra forskning og min egen erfaring: politik.
Herkomstsprogspolitikken
Der er et enormt politisk fokus i Danmark på at få børn med indvandrerbaggrund til at lære dansk. Jeg er fuldstændig enig i, at alle børn i Danmark har brug for at lære dansk for at klare sig i skolen, blive en del af samfundet og få et godt liv. Men jeg mener ikke, at man behøver at tale perfekt dansk for at trives her. Jeg taler dansk med canadisk accent og underviser til daglig folk i, hvordan børn tilegner sig dansk. Man kan sagtens få succes i dette land, selvom majoritetssproget ikke er ens første eller stærkeste sprog.
Når man arbejder med børns sprogtilegnelse i Danmark, er det politiske pres tydeligt fra første dag. Nationalt er der et enormt fokus på dansksproglig udvikling – og en tilsvarende næsten fuldstændig tavshed, når det gælder støtten til børns herkomstsprogudvikling. Kontrasten er bemærkelsesværdig.
Dagtilbudsloven beskriver i stor detalje, hvordan og hvornår børn skal tilegne sig dansk, og hvilke indsatser der skal iværksættes, hvis de ikke når bestemte milepæle til bestemte tidspunkter. Men i de samme dokumenter er der ikke ét eneste ord om værdien af, at de selvsamme børn vedligeholder og udvikler deres herkomstsprog – på trods af omfattende forskning, der viser, at herkomstsprogudvikling spiller en vigtig rolle for den psykologiske trivsel hos børn fra indvandrer- og andengenerationsfamilier, og at børn med stærke kompetencer i deres modersmål har tendens til at lære majoritetssproget hurtigere, ikke langsommere.
Asymmetrien er værd at dvæle ved: detaljeret, lovfæstet bekymring for dansksproglig tilegnelse på den ene side – og fuldstændig institutionel tavshed om herkomstsprogudvikling på den anden.
Et tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis Mette Frederiksen erklærede, at det var et problem, at for mange børn med arabisk baggrund voksede op med kun at tale dansk? Det ville sandsynligvis komme på forsiden. Hun ville blive angrebet fra alle sider for at underminere integrationen, støtte parallelsamfund og så videre. Meget få politikere ville koble børns sunde psykologiske udvikling til deres herkomstsprog. Forestil dig i stedet, at hun erklærede det som et problem, at for mange danske børn født i udlandet ikke lærte at tale dansk. Hvis det overhovedet kom i nyhederne, ville debatten handle om, hvorvidt staten nu skulle bruge penge på det. Ingen ville sige: ”Men det er jo godt, de ikke taler dansk – de skal jo integrere sig, dér hvor de bor.“
Pointen er, at der eksisterer et altomfattende hierarki af sprogprestige i Danmark. Dansk sidder naturligt øverst, og alle andre sprog rangordnes derefter. Når jeg taler engelsk med mine børn i Føtex, smiler folk og henvender sig tit til mine børn på engelsk. Jeg har lagt mærke til, at når en forælder taler somali i den samme butik, kigger de øvrige kunder væk – og en gang imellem mumler nogen, at de da burde tale dansk.
Det er den kontekst, forældre befinder sig i, når de skal beslutte, hvilket sprog de vil tale med deres børn. Skal jeg bruge mit eget sprog og risikere de sociale konsekvenser? Eller skal jeg satse fuldt på dansk for at undgå bøvlet?
Pædagogerne viser vejen
I min aktuelle forskning undersøger jeg, hvordan pædagoger rådgiver forældre med en anden sproglig baggrund. Det overordnede fund er opmuntrende: de er ofte et fyrtårn i det politiske minefelt. De fleste pædagoger anbefaler aktivt forældrene at bruge herkomstsprogs derhjemme og peger på de mange fordele for barnets udvikling. Denne tilgang er i fuld overensstemmelse med forskningen i bikulturel socialisering, som viser, at børn med minoritetsbaggrund vokser op til at blive lykkeligere og psykologisk sundere voksne, når de kan bevæge sig flydende mellem deres herkomst- og majoritetskultur.
Det fortæller mig, at forandring er mulig – og at den måske kommer nedefra, fra de daglige samtaler mellem pædagoger og familier, snarere end ved at vente på, at de politiske rammer indhenter virkeligheden. I mellemtiden er det måske det enkleste, vi hver især kan gøre: at modstå tiltrækningskraften fra sprogprestigen i vores egne møder med hinanden. Barnet, der taler somali i supermarkedet, fejler ikke i sin integration. Det er måske i virkeligheden ved at opbygge præcis den form for tosprogethed, som forskningen viser er bedst for det.
